Nu nærmer det sig...
Marts 2020
Det er endelig forår... en spirende og glædesfyldt tid, hvor min bog langsomt skulle finde sin møjsommelige og nysgerrige vej til næste proces.... men det er bare så svært at glæde sig, når Danmark har ændret form, hver morgen jeg vågner. Jeg er bekymret for de svage og jeg er bekymret for min egen familie. Min lille pige har haft tre indlæggelser de sidste par måneder, mine skønne drenge har ligget med høj feber, i flere uger på skift. Hvad går vi i møde... hvad går jeg i møde? Det er samtidig vanvittigt men rigtigt, når jeg fortæller at der ikke er de store omvæltende tilstande herhjemme.
Mit liv med Victoria, er forholdsvis uændret.... bekymringer for sygdom og Victorias nedsatte immunforsvar, god håndvask og at afspritte kontinuerligt i hverdagen, aflyse mange planlagte aftaler, hovedsageligt være hjemme, da aflastning kan være et stort stategiarbejde, farmand der stadig arbejder hjemme pga. hans indgribende diskusprolaps.... men den nye hverdag er, for mig, at hjælpe de søskende med deres skolegang hjemmefra og bede dem være afholdende overfor social kontakt med andre.... med to kronisk syge herhjemme, skal vi ovenpå efter sidste influenza, inden en evt. invasion af Corona i familien, stakkels drenge... men de er forstående - indtil videre... vi må nyde der er en lang periode i vente med gode gåture med hundene, skype med bedsteforældre og ingen madpakkesmøring.... trække stikket ud, holde sammen - nyde hinanden, nuet og være taknemmelige for, at vi lever i et land hvor vi har mulighed for at mærke og nyde livet på trods.
Det er endelig forår... en spirende og glædesfyldt tid, hvor min bog langsomt skulle finde sin møjsommelige og nysgerrige vej til næste proces.... men det er bare så svært at glæde sig, når Danmark har ændret form, hver morgen jeg vågner. Jeg er bekymret for de svage og jeg er bekymret for min egen familie. Min lille pige har haft tre indlæggelser de sidste par måneder, mine skønne drenge har ligget med høj feber, i flere uger på skift. Hvad går vi i møde... hvad går jeg i møde? Det er samtidig vanvittigt men rigtigt, når jeg fortæller at der ikke er de store omvæltende tilstande herhjemme.
Mit liv med Victoria, er forholdsvis uændret.... bekymringer for sygdom og Victorias nedsatte immunforsvar, god håndvask og at afspritte kontinuerligt i hverdagen, aflyse mange planlagte aftaler, hovedsageligt være hjemme, da aflastning kan være et stort stategiarbejde, farmand der stadig arbejder hjemme pga. hans indgribende diskusprolaps.... men den nye hverdag er, for mig, at hjælpe de søskende med deres skolegang hjemmefra og bede dem være afholdende overfor social kontakt med andre.... med to kronisk syge herhjemme, skal vi ovenpå efter sidste influenza, inden en evt. invasion af Corona i familien, stakkels drenge... men de er forstående - indtil videre... vi må nyde der er en lang periode i vente med gode gåture med hundene, skype med bedsteforældre og ingen madpakkesmøring.... trække stikket ud, holde sammen - nyde hinanden, nuet og være taknemmelige for, at vi lever i et land hvor vi har mulighed for at mærke og nyde livet på trods.
